torsdag den 19. april 2007

Skyggetaske á la Chris

Materialer:
250 gr. mørk beige + 100 gr. råhvid Gjestal Naturgarn nr.1
(Fra Super Brugsen) eller lignende garn.

Løbelængde: 100gr. - 110 mtr.
Hæklenål nr. 7
Strikkepind nr. 7
Strikkefasthed: 13 masker = 10 cm.

Bunden er hæklet med dobbelt garn i mørk beige.
Start med en lille ring af "nogle" luftmasker og hækl fastmasker rundt med udtagninger efter gehør, så bunden bliver flad - - rund eller oval alt efter dit temperament eller tilfældigheder. Slut bunden af, når nøglet (100 gr.) er brugt.



Taskens side: Slå 42 masker op med mørk beige garn.
1. pind: Mørk beige, ret
2. pind: Mørk beige, 1 kantmaske, *10 ret - 10 vrang* -** pinden ud, slut med en kantmaske.
3. pind: Råhvid, ret
4. pind: Råhvid, 1 kantmaske, *10 vrang - 10 ret* -** pinden ud, slut med en kantmaske.
5. pind: Mørk beige, ret
6. pind: Mørk beige, 1 kantmaske, 2 vrang *10 ret - 10 vrang* - slut med 8 vrang og 1 kantmaske.
7. pind: Råhvid, ret
8. pind: Råhvid, 1 kantmaske, 2 ret *10 vrang - 10 ret* - slut med 8 ret og 1 kantmaske.
Sådan fortsættes der med at rykke "mønsteret" 2 masker, hver gang der skiftes til mørk beige - altså efter "Skyggestrik-metoden".
Når garnnøglerne er sluppet op strikkes sammen til et rør og bunden sys på.
Pudsigt/heldigt nok, kommer det til at passe sammen

Afslutningskanten for oven er en "hestetømmekant" og det er hankene også.
1. udgave: Saml masker jævnt op rundt i kanten med det 3. nøgle garn (mørk beige).
Slå 3 masker op. Strik 2 af dem ret, 1 løs af, 1 ret træk den løse over, flyt tre masker tilbage på den anden pind og gentag: *2 ret, 1 løs af, 1 ret, træk den løse over, flyt 3 masker tilbage på den anden pind* indtil der ikke er flere af de opsamlede masker tilbage.
Tasken vaskes i maskine med alm. vaskepulver sammen med f. eks. cowboybukser og ved 40 gr. med centrifugering.

2. udgave: Saml/strik masker jævnt op rundt i kanten (Evt. på en lang rundpind).
- Hold arbejdet, så retsiden vender ind mod dig selv.
- Slå 3 masker op i forlængelse af de opsamlede masker, der hvor "hestetømmekanten" skal begynde. (D.v.s. at de opsamlede masker ligger til venstre for de 3 nye masker, men alle er på samme pind)
- Tag en kort pind og strik 2 ret (det er de 2 første af de nyopslåede), 1 løs af, 1 ret træk den løse over, flyt de tre masker tilbage på den venstre pind og gentag: *2 ret, 1 løs af, 1 ret, træk den løse over, flyt 3 de masker tilbage på den anden pind* indtil der ikke er flere af de opsamlede masker tilbage.

1 kommentar:

Bente sagde ...

Hej Christa

Den taske er bare SÅ flot!

Kh
Bente V, Århus